Det, der engang indeholdt korn, rummer nu kunst i verdensklasse. I havnen i Kristiansand er en gammel silo blevet et af de mest anerkendte museer i vor tid. Tag med VOYAGE på en rundvisning i Kunstsilo, hvor vi kigger op i de monumentale celler, nyder samlingerne og den aktuelle Munch-udstilling.

KRISTIANSAND, SOM LIGGER i Sørlandet, Norges sydligaste del, er en populær sommerby, og nu også stedet for verdens smukkeste museum – noget der tiltrækker til besøg året rundt. Da vi lander, gør vi det i modvind. Propelflyet svæver frit. et øjeblik før vi lander. Vinden bider, og selvom temperaturen kun er minus tre, viser vejr-appen på min telefon: ”Det føles som minus 20”". Så måske er vinteren ikke ligefrem den rette sæson her.".
Vores mål er at besøge Kunstsilo og deltage i åbningen af Edvard Munchs portrætudstilling, en udstilling der blev vist sidste forår på National Portrait Gallery i London. Men først skal vi på en rundvisning på selve Kunstsilo-museet, som ligger på Odderøya-halvøen – lige ved siden af byens kulturhus og ved siden af Kilden Performing Arts Center. Den oprindelige kornsilo blev færdiggjort i 1935.

Dens formål var at sikre opbevaring af importeret korn. På dette tidspunkt var Kristiansand en vigtig import havn for korn fra blandt andet USA, Argentina og Rusland. Den nye silo havde 15 celler og kunne lagre op til omkring 15.000 tons korn – og blev en central del af landets fødevareforsyning. Ansvarlig arkitekt var Arne Korsmo, kendt som en fremtrædende repræsentant for norsk funktionalisme. Han var stærkt inspireret af modernismens ideer og af arkitekter som Le Corbusier, hvor det centrale ideal var samspillet mellem form og funktion.

"Det var netop funktionalismen og dens idealer, der fik mange fremtrædende arkitekter i denne tid til at påtage sig industribygninger. Det var prestigefyldt at blive spurgt," fortæller vores guide os, da vi træder indenfor.

Vi står nederst og kigger op i de nu tomme celler. En film projiceres på væggen, der viser, hvordan siloen tog form. De cylindriske celler voksede, og bygningen blev både afskallede og skulpturel. Beton for indholdets skyld. Samtidige kritikere beskrev det som en slags ”græsk tempel i moderne tid”, hvor proportioner og enkelhed skabte en uventet skønhed i en industribygning. Siloen bestod oprindeligt af 15 cylindriske celler, som senere blev udvidet til 30, hvor kornet blev opbevaret. Betonen blev støbt ved hjælp af den såkaldte slipform-teknik, hvilket gjorde strukturen usædvanlig stærk og sammenhængende. Allerede i 1939 blev bygningen tildelt det prestigefyldte Houens fonds arkitekturprisdiplom. Året efter marcherede tyske styrker ind og overtog kontrollen over byen.
Anlægget blev brugt til kornhåndtering i mere end 70 år, før driften ophørte i 2008. Derefter stod bygningen tom i lang tid og var truet af nedrivning. I 2006 besluttede Kristiansand kommune, at siloen skulle bevares og gives en ny funktion som kulturinstitution – en beslutning, der kom til at ændre hele området omkring havnen.
Omdannelsen til kunstmuseum blev et internationalt anerkendt projekt. I en arkitektkonkurrence med 101 forslag blev de vindende kontorer Mestres Wåge Arquitectes og MX_SI Architectural Studio udpeget. Deres vision var at bevare siloens unikke formspråk, samtidig med at den industrielle struktur blev åbnet op til et nyt, skulpturelt rum for kunst.

Under ombygningen blev dele af de massive betonceller fjernet. Over 350 ton Betonen blev fjernet, og i dag er tempelfølelsen tydelig selv indeni.
Det er magisk at se op i disse celler i dag. Med Tangensamlingen – verdens største samling af nordisk modernisme – er der altid værker at vise frem. Dertil kommer internationale vandreudstillinger, koncerter, foredrag og kreative arrangementer – alt sammen med ambitionen om at udvikle det moderne museums rolle som en åben og levende kulturarena.
Lige nu er det udstillingen Edvard Munch – Portrætter, der tiltrækker os her. Vi tager vindeltrappen op til en forpremiere sammen med Alison Smith, der har været med til at kuratere udstillingen. Hun var også ansvarlig for udstillingen i London. Her kan vi nu følge med i fire rum Munchs kunstnerisk rejse gennem de mennesker, han portrætterede. Fra søsteren i sin hvide kjole ved siden af ​​hegnet, til venner, kolleger og mæcener, videre til de rige i den intellektuelle borgerklasse, muserne og andre karakterfyldte personer. Skriget findes ikke her, og Alison Smith forklarer hvorfor:
– Vi har valgt at fokusere på de personer, han portrætterede. På den måde fortæller vi en anden historie. Man kan kun være enig. Vi fornemmer stadig følelserne. Fra de tøvende linjer, til arbejdet med skygger i mere beskedne formater, videre til de større malerier, hvor penselstrøgene er hurtige og tydelige. Det er også muligt at aflæse, hvilke modeller han foretrak – og hvilke han ikke gjorde. Her er portrættet af Ernest Thiel, som han blev så vred over, at han tabte penslen på lærredet og aldrig rigtig færdiggjorde det.

Hans stil var inte alltid den efterfrågade, och exempelvis Strindberg var slet ikke tilfreds med sit portræt. Han syntes, han var portrætteret for simpelt. Grafiske ark og blyantstegninger er også her. Linjerne væver sig ind i hinanden – linje for linje, strå for strå. Jeg kan godt lide layoutet, og følelsen er helt anderledes end den, man får, hvis man besøger Munch-museet i Oslo. Det ville have været glad for at have hængt her i lang tid, hvis jeg havde haft valget. Kunstværkerne er dog udlånt, og derfor er den tid, de kan opbevares, også begrænset.
– Men jeg kan virkelig godt lide denne version af udstillingen, siger Alison Smith, inden hun går videre til at tale med den norske tv-kanal NRK.

Ferniseringen er velbesøgt. Billetterne er udsolgt. Det lokale publikum er stort, og Munch får en plads. Vi afslutter med et glas crémant oppe i Panoram-baren. Her bliver vi budt på en fantastisk udsigt, der opsummerer, hvad Kunstsilo er i dag – et kulturtempel, hvor historien forbliver i cellerne – men hvor
blikket stadig rettes fremad.

UDSTILLINGER PÅ KUNSTSILO
Den permanente åbningsudstilling, Passioner fra Norden, viser omkring 600 værker, der spænder over
maleri, skulptur og fotografi.
www.kunstsilo.no

OM PRIX VERSAILLES
Siden 2015 er Prix Versailles blevet uddelt årligt i samarbejde med UNESCO og anerkender verdens førende moderne byggeprojekter. Priserne anerkender innovation, kreativitet, respekt for lokal kulturarv samt økologisk og social bæredygtighed, hvor hvert projekts miljømæssige, sociale og kulturelle påvirkning vurderes i sin helhed.