Det som en gång rymde spannmål, rymmer i dag kunst i verdensklasse. I Kristiansand havn har en gammel silo blitt et av samtidens mest anerkjente museer. Følg med REJSE på en udstilling af Kunstsilo, hvor vi kigger op i de monumentale siloer, nyder samlingerne og den aktuelle Munch-udstilling.

KRISTIANSAND, SOM LIGGER i Sørlandet, Norges sydligaste del, er en populær sommerby, og nu også stedet for verdens smukkeste museum – noget der tiltrækker til besøg året rundt. Da vi lander, gør vi det i modvind.
Propel-planet svæver frit et øjeblik, før vi letter. Vinden er bidende, og selvom temperaturen kun er minus tre, viser vejrapparatet i min mobil: ”Det føles som minus 20”Så måske er det alligevel ikke netop vinteren, der er
sæson her. Vores mål er at besøge Kunstsilo og deltage i ferniseringen af Edvard Munchs portrætudstilling, en udstilling der sidste forår blev vist på National Portrait Gallery i London. Men først venter en rundvisning i selve museet Kunstsilo, som ligger på halvøen Odderøya – i direkte tilknytning til byens kulturcenter og nabo til Kilden Performing Arts Centre. Den oprindelige kornsilo stod klar i 1935.

UDSTILLINGER PÅ KUNSTSILO
Den permanente åbningsudstilling, Passioner fra Norden, viser omkring 600 værker, der spænder over
maleri, skulptur og fotografi. Udstillingen Edvard Munch – portrætter varer til den 10. maj.
www.kunstsilo.no

Dens formål var at sikre opbevaring af importeret korn. På dette tidspunkt var Kristiansand en vigtig import havn for korn fra blandt andet USA, Argentina og Rusland. Den nye silo havde 15 celler og kunne lagre op til omkring 15.000 tons korn – og blev en central del af landets fødevareforsyning. Ansvarlig arkitekt var Arne Korsmo, kendt som en fremtrædende repræsentant for norsk funktionalisme. Han var stærkt inspireret af modernismens idéer og af arkitekter som Le Corbusier, hvor det centrale ideal var samspillet mellem form og
funktion.

– Det var just funktionalismen og dens ideal, der fik mange fremtrædende arkitekter i denne periode til at påtage sig industribygninger. Det var prestige at blive spurgt, fortæller vores guide, da vi er trådt indenfor. Vi står nederst og kigger op i de nu tomme celler. En film projiceres på væggen, hvor det vises, hvordan siloen tog form. De cylindriske celler voksede frem, og bygningen blev både afskallet og skulpturel. Beton for indholdets skyld. Samtidige kritikere beskrev den som en slags ”græsk tempel i moderne tid”, hvor proportioner og enkelhed skabte en uventet skønhed i en industribygning. Silonen bestod oprindeligt af 15 cylindriske celler, som senere blev udvidet til 30, hvor kornet blev opbevaret. Betonen blev støbt med såkaldt glidformsteknik, hvilket gjorde konstruktionen usædvanligt stærk og sammenhængende. Allerede i 1939 blev bygningen belønnet med den prestigefyldte arkitekturpris Houens fonds diplom. Året efter marcherede de tyske styrker ind og overtog kontrollen over byen. I mere end 70 år blev anlægget brugt til kornhåndtering, inden virksomheden ophørte i 2008. Derefter stod bygningen længe tom og var truet af nedrivning. I 2006 besluttede Kristiansands kommune, at silonen skulle bevares og få en ny funktion som kulturinstitution – en beslutning, der kom til at ændre hele området omkring havnen.
Omdannelsen til kunstmuseum blev et internationalt anerkendt projekt. I en arkitektkonkurrence med 101 forslag blev de vindende kontorer Mestres Wåge Arquitectes og MX_SI Architectural Studio udpeget. Deres vision var at bevare siloens unikke formspråk, samtidig med at den industrielle struktur blev åbnet op til et nyt, skulpturelt rum for kunst.

Under ombygningen blev dele af de massive betonceller fjernet. Over 350 ton beton blev fjernet, og i dag er en tempelfølelse mærkbar selv indendørs. At kigge op på disse rum i dag er magisk. Med Tangen-samlingen – verdens største samling af nordisk modernisme – er der altid værker at vise her. Hertil kommer internationale vandringsudstillinger, koncerter, foredrag og kreative arrangementer – alt med ambitionen om at udvikle det moderne museums rolle som en åben og levende kulturarena. Lige nu er det udstillingen Edvard Munch – portrætter, der lokker os hertil. Vi tager en vindeltrappe op til en forhåndsvisning sammen med Alison Smith, som har været meduddannet udstillingen. Hun var også ansvarlig for udstillingen i London. Her følger vi nu i fire rum Munchs kunstnerisk rejse gennem de mennesker, han portrætterede. Fra søsteren i sin hvide kjole ved siden af ​​hegnet, til venner, kolleger og mæcener, videre til de rige i den intellektuelle borgerklasse, muserne og andre karakterfyldte personer. Skriget findes ikke her, og Alison Smith forklarer hvorfor:
– Vi har valgt at fokusere på de personer, han portrætterede. På den måde fortæller vi en anden historie. Det kan man kun give ham ret i. Følelserne får vi alligevel. Fra de famlende linjer, til arbejdet med skygger i mere beskedne formater, videre
til de større malerier, hvor penselstrøgene er hurtige og ligetil. Det er også muligt at udlede, hvilke modeller han foretrak – og ikke. Her er portrættet af Ernest Thiel, som han blev så vred over, at han slog penslen i
den dugte og blev aldrig rigtig færdig.

Hans stil var inte alltid den efterfrågade, och exempelvis Strindberg var slet ikke tilfreds med sit portræt. Han mente, at han blev fremstillet alt for simpelt. Der findes også grafiske blade og blyantstegninger her. Linjerne flettes ind i hinanden – streg for streg, strå for strå. Jeg kan lide opsætningen, og stemningen er en helt anden, end den du får, hvis du besøger Munchmuseet i Oslo. Den kunne gerne have hængt her længe, hvis jeg selv kunne bestemme. Det er dog således, at kunstværkerne er udlånte, og derfor begrænses også tiden de kan undværes. Men jeg kan i den grad lide denne version af udstillingen, siger Alison Smith, inden hun går videre for at tale med den norske tv-kanal NRK. Ferniseringen er velbesøgt. Billetterne er udsolgt. Det lokale publikum er stort, og Munch får plads. Vi afslutter med et glas crémant oppe på baren Panoram. Her bydes vi på en fantastisk udsigt, som opsummerer, hvad Kunstsilo er i dag – et kulturtempel, hvor historien sidder tilbage i cellerne – men hvor
blikket stadig rettes fremad.

OM PRIX VERSAILLES
Siden 2015 er Prix Versailles blevet præsenteret årligt i samarbejde med UNESCO og fremhæver verdens fineste samtidige byggeprojekter. Priserne belønner innovation, kreativitet, respekt for lokal kulturarv samt økologisk og social bæredygtighed, hvor hvert projekts miljømæssige, sociale og kulturelle indvirkning vurderes som helhed.