Fra goth til glas, fra catwalk til køkkenbord – vi har dykket ned i fire designere, der sætter sit præg på moderne design. Deres stilarter er forskellige fra hinanden, men alle fire flytter grænserne for, hvad en hverdagsgenstand kan være.
AF SOFIA HALLSTRÖM

ANN DEMEULEMEESTER (X SERAX) – FRA MODE TIL DESIGN
Gotisk sorthed og avantgardeformer. Stadig. I 1980'erne var Ann Demeulemeester en af de belgiske modedesignere, der tog London med storm med en helt unik stil, og de fik øgenavnet Antwerpen Six af modepressen. Det er nu tretten år siden, hun forlod sit navnebror-modemærke, og siden da har hun viet sig til sin have og sit hjem. Det var udgangspunktet for en hel serie af designobjekter, som hun har udviklet sammen med sin mand, fotografen Patrick Robyn. Først var det de sortstrålende tallerkener og kopper, der blev produceret af de dygtige håndværkere i den belgiske familievirksomhed Serax. Porcelænet har fået selskab af skulpturelle borde, skamler, frynsede lamper og en jævnt frynset, sort sofa. Nogle gange er det faktisk ikke bare sort og hvidt, men en rød accent sniger sig ind.

MARCANTONIO RAIMONDIS MALERBA – IRONI & POPART
Hvad ville Seletti være uden Marcantonio? Det startede med de klatrende hvide aber, der holdt pærer,
har udviklet sig til et univers af fantasifulde hverdagsprodukter. Der er farverige svampe til sideborde, hjerteorganer som lamper og vaser, tekopper hvor porcelænsskårene er blevet samlet med guld. Billedsprog går igen og igen: dyr, planter, kroppe, helst i en skala eller i en kontekst, hvor de ikke rigtig er
hører hjemme her. Men han er jo italiensk designer og trækker på en tradition af kitsch, kunsthistorie og samtidig
højt designniveau. I de senere år er udtrykket blevet noget mere udførligt, men ikke mindre spektakulært. Det er stadig objekter, der flytter grænserne mellem det funktionelle og det scenografiske, og som passer ind i Selettis sammensurium af ironi og popkunst. Marcantonio bringer sine små historier ind i det, og på en eller anden måde opstår en retning i Selettis vidunderligt kaotiske verden.

MONICA FØRST – DIGTER I DESIGN
Er hun vores største designdigter? Monica Förster har arbejdet med alle de store designhuse, fra Alessi til Poltrona.
Frau, for Georg Jensen og Fredericia. Opvokset midt i Laplands taiga, ses hendes inspiration fra naturen ofte i organiske bevægelser i de genstande, hun skaber. Ikke mindst i hendes daglige titel som kreativ direktør for Zanat, hvor hun i over et årti har givet den fine bosniske træskærerkunst et moderne præg, samtidig med at hun bevarer håndværkets iboende poesi. Sidste år oplevede hun hendes pragtfulde tæpper for Ogeborg, hvor hun omsatte sin oplevelse af at arve en skov til en slags gulvkunst af moser, bjerghede, lyng og floder. Det er ikke længe siden, at hun vandt Red Dot designprisen for sine vaser for Orrefors, hvor glasset blæses i kantede former, der giver en blid svaj til det hårde glas. Senest udkom Raw for SMD Design, som er lidt af en orgie af svejsning, støbning og skæring af metalplader til smukke vaser, fade og lysestager. Smuk og tankevækkende, ligesom alt, hvad Förster rører ved.

Foto: Jan Landfeldt, United Frogs Studios

GUSTAV WINSTH – KONTROLLERET & UFORUDSIGTIGT
En af de mest interessante unge designere lige nu tillader ikke rigtigt at adskille teknologi og form. Måske
det fra Gustav Winsths baggrund: lige dele designer med materialer og sans for håndværk, da han er ingeniør og uddannet inden for maskinteknik. Udtrykket opstår netop i det møde mellem kontrol og det uforudsigelige. Som i vaserne til Verk, hvor han tegnede formen, men derefter overlod det til glaspusteren at fuldføre processen. I den klodsede Reality-stol blev formen i stedet skabt ved, at han skitserede sammen med Alexander Lervik med VR-briller på, og den blev derefter svejset sammen af metalarbejdere med speciale i motorcykler. En anden af Winsths usandsynlige kombinationer findes i det roste Heavy metal, hvor stål og spejl er bøjet sammen, så det ser ud som om spejlet bøjer. Med andre ord: et navn at holde øje med.