Et slot, en apostel og utallige blå nuancer – er alle centrale elementer i vores femstjernede indtjekning på Borgo Santandrea vid Amalfikysten. Den søde citron med sit tykke skræl, ansjoserne i loftet og Gio Pontis geometri tilføjer vi hertil.
Fra Napolis lufthavn tager det lidt over en time at komme ud til Amalfikysten. Landskabet har faktisk været smukt og interessant under hele turen, og vores chauffør har talt om sin interesse for historie og fortalt om Pompei. Forankringen i historien gør mig dog ikke forberedt, pludselig ser jeg havet. Himlen, det safirblå hav, bjerget og den krogede vej, vi kører på, får mig til at tie stille.
Strada Statale 163 Amalfitana er navnet på vejen, vi kører på, som strækker sig 50,36 kilometer langs Amalfikysten. En kyst i provinsen Salerno, der ofte omtales som en af verdens mest romantiske steder, og har siden 1997 været optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Langs kysten finder vi byerne Positano, Amalfi og Ravello samt en række storslåede hoteller. Borgo Santandrea er for nylig kommet på listen over verdens 50 bedste hoteller, og da vi får en invitation til at tjekke ind i Suite 801, er svaret lige så indlysende som navnet på Armanis parfume: Ja.
Amafis egen citron
Vi drejer fra vejen og ind på en parkeringsplads under citrontræerne. Sfusato Amalfitano er den citronsort, der er regionens stjernefrugt. Denne citron er desuden en ingrediens i den populære Limoncello, som absolut er allerbedst her i sit rette element. Vi forlader det sure og træder ind i receptionen, som her mere minder om en dagligstue med siddegrupper, bar og bibliotek. Farveskalaen er blå og hvid. Selve hotelbygningen strækker sig vertikalt over 90 meter langs bjergvæggen, og Borgo Santandrea synes at hænge på klippevæggen. Rent logistisk bydes vi på otte elevatorer og en zigzaggende spadseretur ned til den private strand, ledsaget af dufte fra citrontræ, jasmin, roser og myrte.
Selve hotelbygningen stammer oprindeligt fra 1960'erne, og her lå dengang Grand Hotel Saraceno. Da hotellet kom på markedet, så de to familier: De Siano og Orlacchi, som i forvejen driver nabohoteller i byen Ischia, deres mulighed for at samarbejde.
De slog till, efter köbet tog en fem år lang renovering fart. Ambitionsniveauet var højt, og et arkitektonisk mesterværk voksede frem. Her blev 1960'er-design blandet med den selvfølgelige middelhavsstil. Lokalt håndværk fra Amalfi og Campania, designklassikere og det der magiske møde, hvor omgivelserne udenfor blev en selvfølgelig del af konceptet. I dag tilbyder Borgo Santandrea 52 værelser og suiter, alle med havudsigt. Derudover findes tre restauranter, en bar, en strandklub og en privat strand.
Før indtjekning spiser vi frokost nede ved stranden, hvor vi kommer hen via gangstien og to forskellige elevatorer. Den sidste elevator er sprængt ind i bjerget, det føles skræmmende og det tager lidt tid. En lang korridor og så er det bare at tage skoene af og sætte sig til bords på Strandklub Pizzeria & Grill. Jeg bestiller en spaghetti vongole og afslutter måltidet med en kugle citronsorbet. Så er vi endelig klar til at træde ind i Suite 801.
Geometri i Suite 801
Tallene på døren er lavet af keramik. Et 8-tal, et 0-tal og et 1-tal. Fliser i blå nuancer og hvid, lidt grøn, lidt brun og lidt gul i geometriske mønstre er et gennemgående designelement på hele hotellet. Mønsterinspirationen er hentet fra den italienske arkitekt og industridesigner Gio Ponti, hvis møbler, lamper, fliser og tekstiler finder vi lidt overalt her. Over 30 forskellige mønstre findes her, og disse mønstre kan vi også finde i Pompeji. Hele gulvet i den 137 kvadratmeter store suite er beklædt i en mønsterformation, hvor solens stråler tilføjer varme. Følelsen af at gå barfodet på det glatte gulv er magisk. Et stort rum, en sofa og måske det bedste af det hele – en bogreol med inspirerende bøger at læse og bladre i. Kunst, design, italiensk madfilosofi – Her ville jeg gerne have tilbragt flere dage. Lidt længere inde: en antik garderobe, et specialfremstillet skrivebord og en dejlig seng.
Uden for altandøren venter to solvogne og en generøs varm pool, hvor vi plasker direkte ned og kigger ud over det Tyrrhenske Hav – som er navnet på den del af Middelhavet vars bølger ruller ind og som nu fanger vores opmærksomhed. En billedskolelærer forklarede mig engang, at havet altid har en mørkere nuance end himlen, og igen kan jeg konstatere, at det er sandt. Akvamarin, safir, koboltblå, berlinblå, turkis ... nuancerne af de blå er mange.
Før middagen er der et bad i det enorme badeværelse. Et storslået og luksuriøst et af slagsen, med et fritstående badekar, flot flisebelægning på både gulv og vægge samt marmorbordplader. Også herfra bliver vi budt på den storslåede udsigt og en hårtørrer inklusive en masse forskellige stylingredskaber fra Dyson. Udvalgt som signaturduft her er Aqua Di Parmas Arancia di Capri, hvilken findes i sæbe, shampoo, balsam og bodylotion. Citrustonerne er dejlige, omend flygtige. Luderene rene, går vi til middag på Marinella Beach Club. Og ligesom med indretningen har retterne på menuen og deres ingredienser også rødder i det lokale og den lokale produktion.
Det søde liv
Solopgangen er et must, og den kan lige så godt nydes fra sengen som fra din egen pool. Havet skifter farve fra dag til dag, fra time til time. Udsigten er betagende; langt nede ligger stranden, lidt længere mod højre ser vi den lille fiskerby Conca dei Marini. På modsatte side skimtes en hvid villa. Flere kilder fortæller, at Sophia Loren boede her i 1960'erne, men jeg finder ingen oplysninger om, at hun skulle have ejet villaen. Jackie Kennedy var en anden elegant profil, der holdt ferie her. Læg hertil et utal af kendte og ukendte glamourøse gæster, og det søde liv er en realitet.
På dagsordenen for i dag venter flere bade og et besøg i Amalfi. Vi starter ved poolen, som ligger halvvejs nede ved vandet, hvilende på en bjergafsats. Vandet er køligt, og der er ikke mange af os, der har valgt at starte dagen netop her. Nu får vi også mulighed for at bade i havet, så vi fortsætter nedad. Højsæsonen er endnu ikke startet, så vandet er stadig relativt koldt. Jeg møder Antonella Gatto, PR- og Sales Manager for Borgo Santandrea, som fortæller:
Vi er det eneste hotel ved Amalfikysten, der tilbyder vores gæster en privat strand. Vi byder også lejlighedsvis gæster udefra velkommen.
At eksterne gæster opkræves et gebyr på 250 euro tydeliggør eksklusiviteten. Prisen inkluderer da en liggestol, en parasol, saltvand og mulighed for at bestille mad og drikke. Vi gør os klar til at tage ind til Amalfi – hvis du har mulighed for det, så vælg at rejse med båd. Så får du indsuget endnu mere af den magiske udsigt, men fra en anden vinkel.
Apostelkatedralen
I Amalfi er der masser af turister, souvenirbutikker, restauranter og seværdigheder. Vi køber hver en citronis serveret i et citronskal og sætter os i skyggen på trappen til Amalfikatedralen. Katedralen er storslået og bygget i en blanding af stilarter, hvor romansk og gotisk møder maurisk og arabisk. Facaden er flisebelagt i geometriske mønstre i nuancer af sort og lys terrakotta. Selve katedralen stammer fra det 13. århundrede og er dedikeret til Sant’Andrea, apostlen Andreas på svensk, ..., det er ham, der har givet navn til det hotel, vi nu bor på. Tilføj her ordet for borg, og vi får Sankt Andreas' Borg: Borgo Santandrea. Vi indånder omgivelserne, besøger klosteret og begiver os tilbage til det noget mere rolige liv på hotellet.
Ansjoser i lysekronen
I aften venter middag på Restaurant Alici, hvor köksmästaren Crescenzo Scotto nyligen fått sin første Michelin-stjerne. Ordet Alici betyder fisk på italienska och är här en nyckelingrediens på menyn. En 8-rätters avsmakningsmeny väntar på att avnjutas här, vi väljer dock att plocka bort några av rätterna. Lokala viner härtill är en självklarhet. Dock inleder vi med varsitt glas Ruinart Rosé – en af mine absolutte yndlingschampagner. Køkkenet i restauranten er åbent, og et af de store, magnifikke designelementer er ansjoslampen.
– Den er designet af Lucio Liguon og består af 450 ansjoser, fortæller Antonella Gatto og løfter blikket op mod loftet.
At det tog to år at fremstille lampen er også en del af historien. De retter, der serveres, fremstår som udsøgte kunstværker – lige fra kanapéerne og risottoen til fisken og desserten. Vinen serveres – en lille smule ad gangen – i store, rummelige glas, vandglassene er prikkede og fremstillet i Murano.
Antonella bor i nærheden og har været her siden hotellet åbnede. Hun fortæller om ejerne, hvordan de arbejder sammen, om deres visioner og deres forskellige roller. Én er på stedet og sikrer, at driften fungerer, en anden har bidraget med at finde bøgerne til min bogreol. En stor del af de møbler og genstande, vi finder her, er ejernes private.
– Vores gæster er for det meste par, og størstedelen, 80 procent, kommer fra USA, siger hun.
Vi taler om verden, om lidenskab, om det gode liv og om design og håndværk. Omgivelserne inspirerer. Aftenen går på hæld, og måltidet afrundes med at en lille pizzabakke der dækkes op – her er en minipizza med jordbærcreme. En sidste nat, en bog, der skal bladres i, en pool, der skal svømmes i. Solen er for længst gået ned.
Ro for sjælen
Vi slutter med endnu en morgenmad, der er dækket op i restaurantens åbne køkken. Her møder vi Maurizio Orlacchio, en af medejerne. Han peger på lækkerier, vi ikke bør gå glip af. Jeg bestiller en omelet med svampe og spinat, tager et stykke af en delikat kage, nogle bær og en cappuccino. Vi vælger et bord udendørs med fri udsigt over havet og den hvide, mystiske villa. Vi nærmer os slutningen af denne tekst, og jeg forsøger at finde de ord, der kan opsummere vores ophold på Borgo Santandrea, og må konstatere, at Maurizio Orlacchio har gjort netop dette i et interview, jeg har læst, hvor han forklarer visionen bag hotellet:
– Vi ville skabe et hotel for den, der ønsker at finde ro i sjælen.
